Dansk

Formålet med undervisningen i dansk er at oplive, udvikle og fremme elevernes forståelse for sproget, som et vigtigt middel til at knytte os sammen i forskellige personlige, kulturelle, historiske og politisk/sociale fællesskaber. Sproget er en væsentlig udtryksform, når vi vil beskrive såvel den åndelige/poetiske som den materielle/historiske virkelighed i os og omkring os. Undervisningen skal tale til elevernes lyst, fantasi og engagement, så de finder glæde ved at udtrykke sig sprogligt. Den skal give dem mod og evne til at formulere sig om deres liv, drømme og anelser i samtale og fortælling.

Endvidere gennem lytten, læsning, iagttagelse og skriftlig formulering at give dem redskaber til analyse, kontakt og kommunikation samt forsøge at klargøre menneskelivets grundvilkår i et alsidigt og nuanceret sprogligt samspil med andre. Undervisningen i dansk omfatter både fiktion og fakta, det fortryllende, det fantastiske, mystiske, mytiske, eventyrlige, det socialrealistiske og det faktuelle for dermed at klargøre for eleverne, hvor mangfoldigt og omfattende menneskelivet og verden er. Undervisningen skal gennem oplevelse og læsning af fortidens og vor egen tids litteratur styrke elevernes forståelse af sig selv som en del af en dansk og international sammenhæng.

Danskundervisningen skal bygge på æstetisk, etisk og historisk forståelse. Derfor har undervisningen endvidere til formål at medvirke til elevernes personlighedsudvikling ved at pege på vekselvirkningen mellem sprog og virkelighed og mellem individ og fællesskab. 

Undervisningen skal give eleverne adgang til det nordiske sprog- og kulturfællesskab.

På Gislev Friskole får eleverne undervisning i dansk fra børnehaveklassen til og med 9. klasse, og vi lægger os op ad fælles mål.

Engelsk og IU

Alle elever fra børnehaveklassen til 9. klasse undervises i engelsk. Vi lægger os op ad folkeskolens fagmål. Udover den almindelige engelsk undervisning, er vi en skole med en international profil, der betyder, at mange elever deltager i projekter med skoler fra udlandet. Dette gør at alle, også de elever, der ikke er med ude at rejse, bliver bevidste om, hvor vigtigt det er at kunne begå sig på engelsk.

I faget IU (Internationalt Udsyn) arbejdes der med opgaver tilknyttet de forskellige projekter. Her er engelskfaget også i fokus. Da det er det primære sprog, der kommunikeres på i projekterne.

Tysk

Eleverne undervises også i tysk fra 5. -9. klasse. Også her ligger vi os op ad folkeskolens fagmål.

Samfundsfag

I overbygningen har eleverne undervisning i samfundsfag. Både som almindelige lektioner, hvor vi ligger os op ad folkeskolens fagmål, men også som faget “TV- Avisen”, som 5. -9. klasse har to morgener om ugen, hvor de ser og analyserer gårsdagens nyheder.

Religion og Fibi

På mellemtrinnet har eleverne faget FiBi, som står for “Filosofi og Bibelshistorie”. I overbygningen har eleverne faget religion, som ligger sig op ad folkeskolens fagmål for kristendomskundskab.

Vi lægger vægt på, at eleverne ved noget om forskellige verdensbetragtninger og herunder religioner. Og at de lærer at tage stilling og forholde sig til etiske spørgsmål med sund undren. I fagene underbygger vi den frie tænkning og ikke en bestemt religiøs tilgang. Eleverne lærer om deres egen religiøse kultur via disse fag og får dermed indsigt, der gør dem i stand til at reflektere og tage stilling til livets store spørgsmål.

Filosofi

Én gang om måneden har hele skolen Filosofi. Vi bruger principperne i det engelsk koncept “P4C” (Philosofi 4 Kids), der underbygger vurderings- og reflekteringsevnen.

Historie

Eleverne fra 3.- 9. klasse undervises i historie. Vi ligger os op ad fagmålene for folkeskolen.

Fortælling

Alle elever i 0.- 3. klasse har én gang om ugen fortælling. I bedste Grundtvig- voldske tradition er det levende ord og fantasien i fokus. Eleverne lærer at bruge fantasien og at opbygge historier ved at bidrage ind i den lærerfortalte historie. Dramaturgi, følelsesgengivelser og historieopbyggende elementer er altid en del af undervisningen.

Maja Kvist, Skoleleder, marts 2020